KIM FUPZ AAKESON
I mange af Kim Fupz Aakesons værker er der fokus på unge, der har det svært.
I ungdomsromanen Gerningsmænd følger vi en flok vidt forskellige unge mennsker, der bor i en provins by i et middelklasses kvater.
Romanen har flere træk inden for genren absurd realisme, og handlingen strækker sig ind over genrens 3 grundpiller:
1. Bag de absurde, groteske og immoralske handlinger gemmer der sig en dybere mening.
- De unge mennesker i drengegruppen har alle meget lavt selvværd og handler som de gør for at søge anerkendelse. Jeg-fortællerens identitet ligger i hele drengegruppen, og gennem de absurde handlinger de foretager sig sammen, danner de hinanden som grænse- og konfliktsøende.
2. Bag de unge menneskers tanker og opførsel er ansvarlige voksne gemt væk eller er fraværende.
- De unge mennesker handler på egen hånd og kan ikke se forskel på hvad der er rigtigt og forkert. Her tydeliggøres det store forældrefravær. Drengegruppen ser sjældent deres forældre, og når de endelig gør, ser deres forældre ikke dem. Drengegruppens forældre optræder dermed som dårlige rollemodeller for de unge, da de bare lader deres børn rende rundt på egen hånd og opleve ting som bl.a. gruppepres.
Manglen på ansvarlige voksne gør, at vi ikke får fortalt handlingen med en løftet pegefinger, men derimod får fortalt historien med en jeg-fortæller, som gør, at vi ser de groteske og idiotiske handlinger med et andet syn. Vi får beskrevet deres handlinger som værende iorden og sjove. Man får det fortalt i en humoristisk indpakning, der medfører, at man som læser får et smil på læben.
3. Bag den ene absurde handling gemmer sig den næste.
- De handlinger drengegruppen foretager sig skaber hele deres identitet. De er individuelt meget usikre og de kan bedre føre sig frem som helhed.
Drengene er i en proces, hvor de er grænsesøøende og hvor de gejler hinanden op til at udføre den ene absurde handling efter den anden.
De absurde handlinger ender ud i en grotesk og helt utilgivelig episode, hvor drengegruppen udfører en massevoldtægt mod klassekammeraten Marete.
Her tager historien en drejning, hvor man bl.a. kan mærke på sproget, at det ikke indeholder humor, som det gjorde tidligere. Der er vendt op og ned på måden at fortælle på, og det tragiske bliver pakket ud igen, efter det ellers har været gemt væk i alt det humoristiske.
For første gang træder fortælleren frem og makerer sig selv ved at tiltale sig selv som jeg, hvor han plejer at bruge vi i sammenhæng med hans tilknytning til drengegruppen.
Fortælleren understreger at noget er forandret, og at det aldrig kan blive det samme igen. Han angrer, men slipper aldrig for de øjebliksbilleder, der har forplantret sig på hans nethinde. Tiden med ham og hans rastløse venner kommer aldrig tilbage.
Noget der kendetegner Kim Fupz Aakesons forfatterskab er netop en rastløshed. Dette ses tydeligt i denne bog, da den ikke er kronologisk opbygget. Vi flyver rundt i mellem flashbacks, og vi skal hele tiden skal have præsenteret en ny fortælling og episode. Gerningsmænd er et rigtig godt eksempel på Kim Fupz Aakesons måde at skrive på, da hans restløshed afspejler sig meget tydeligt. - Dette ses også i hans kortprosatekster. Han får konstant nye ideer og vil dele dem med læseren.
En anden ting der kendetegner ham er hans sammenspil af humor og tragedie. De unges problemer i Gerningsmænd bliver pakket ind, og der bliver lagt et humoristisk lag ovenpå. De kan ikke snakke om følelser og bruger derfor meget korte sætninger og et dialogsprog, der virker meget overfladisk. Der er ingen lange og dybe dialoger, der forklare hvordan de har det. - Dette ligger altsammen i mellem linjerne og i de handlinger de foretager sig.
,
Identitetssøgende unge skaber hinanden i jagten på anerkendelse
I novellen Raftehegn er dialogen også meget overfladisk, og man skal kigge mellem linjerne for at finde personernes følelsesregister. I teksten gør Kim Fupz også brug af nogle tilføjelser i slutningen af en sætning for at understege pointen - og dermed tydeliggøre hvordan fortælleren har det.
Dialoger med drengen og hans far:
"Det bliver godt" sagde min far. Jeg sagde bare ja."
"Haha", sagde han. Jeg ved ikke hvad det sjove var"
"Det bliver godt", sagde han igen. Jeg gad ikke svare på det mere"
Det fortæller at forholdet mellem drengen og hans far er dårligt. De kan ikke tale sammen, og man kan mærke, at drengen ikke gider situationen, eller faren.
I dialogerne bliver der også brugt alene stående udråbsord som "Nå" og "Nåja" - Det viser at de har svært ved at kommunikere og ikke helt ved hvad de skal sige til hinanden.
I replikkerne bliver der også brugt gentagelser som "Det bliver godt" - Det bliver gang på gang gentaget af drengens far. Faren prøver at skabe et samarbejde/sammenhold og et bånd i familien, og bruger sætningen som noget, der skjuler de følelser han i virkeligheden har. Han prøver at overbevise drengen og ikke midst sig selv om, at de gør noget godt og er sammen om det.
Det dårlige forhold i familien er meget centralt, og deres følelser bliver kun beskrevet mellem linjerne og ikke i dialogerne.
"Han svarede ikke, han tog rugbrødet ud af pakken og begyndte at smøre løs, han smurte og smurte, jeg lagde noget pålæg på, og han havde allerede smurt for mange, men han smurte flere." - Hans far er anspændt og rasende. Drengen fanger signalet men gør ikke noget ved det.
"Jeg kunne høre hans kæber arbejde, hans tænder slog mod hinanden."
"Så slog han i bordet med flad hånd og rejste sig"
- Flere eksempler på farens følelser, der beskrives mellem linjerne og som er noget der skal tolkes på.
Forholdet mellem hans mor og far bliver også beskrevet:
"Min mor var ikke med på hegnet, dit hegn, sagde hun til min far når de hakkede på hinanden, dit hegn."
"Hun frøs og holdt om sig selv med begge arme. De så ikke på hinanden."
"Min far havde taget sit sædvanlige arbejdstøj på... og så den der vatterede jakke med lynlås min mor ikke brød sig om."
"Min mor gik ind igen uden at sige mere. "Haha", sagde han. Jeg ved ikke hvad det sjove var."
Her ser man deres dårlige forhold, og der bliver igen brugt en tilføjelse der siger noget omkring drengen. - Han har fanget at hans forældres forhold er dårligt og han kan mærke det på stemningen og deres handlinger. Men han gør ikke noget ved det.
Han er måske usikker eller bange - og føler heller ikke, de kan snakke sammen og sådan nogle ting.
Det sidste der sker i novellen fortæller også meget omkring hvordan drengen har det. Han er i en situation, hvor han føler sig meget splittet. Hvem skal han vælge, mor eller far?
Det symboliseres med hegnet til sidst. Drengen står på den anden side af hegnet, og faren råber gentagende gange; "kommer du?"
Drengen er i tvivl og har ikke lyst til det.
Denne tekst er et godt eksempel på Kim Fupz Aakesons fokus på dysfunktionelle familier hvor ingen kan udtrykke følelser. Det er også et eksempel på en teskt hvor der ikke bliver brugt humor og hvor det tragiske er mere fremtrædende.
Raftehegn strækker sig ind over et af tematikkerne, som Kim Fupz bevæger sig meget omkring i sine romaner. Menneskers til tider mangelfulde kommunikation.
Der findes nærmest ikke vellykket kommunikation mellem personene i Raftehegn, og der er mere fokus på det usagte, som ligger under overfladen.